Pressemeddelelse 9. marts 2004
Dansk forskning blev styrket i 2002
Dansk Center for Forskningsanalyse har nu opgjort den danske forskningsindsats i 2002. Samlet blev der forsket for knap 34 mia. kr., hvilket er en realstigning på godt 5 procent i forhold til 2001. De 34 mia. udgør 2,49 procent af Danmarks bruttonational-produkt (BNP); dette vigtige nøgletal er steget fra 2,40 procent i 2001. Det lover godt for Danmarks opfyldelse af Barcelona-erklæringens mål om, at alle EU-lande skal anvende mindst 3 procent af deres BNP på forskning og udvikling i år 2010.
Både erhvervslivets og det offentliges forskningsindsats er steget omkring 5 procent. Det betyder for erhvervslivet, at de sidste 6 års stigningstakt på omkring 10 procent er blevet halveret. Erhvervslivet udfører dog stadigvæk næsten 70 procent af den danske forskning - 23,3 mia. kr. - mens universiteter og offentlige forskningsinstitutioner anvender 10,5 mia. kr. For det offentlige er der tale om en stigningstakt over bruttonationalproduktets, men opgørelsen er dog påvirket af omlægninger i måden at beregne universiteternes brug af bygninger til forskningsformål.
Både inden for det offentlige og i erhvervslivet er der sket betydelige forskydninger i forhold til 2001. Universiteterne har haft en realvækst på 10 procent, mens sektorforskningen og andre forskningsinstitutioner kan notere et fald på samme niveau. Servicebrancherne fortsætter den kraftige stigning i forskningsindsatsen, mens industrien for første gang må notere en direkte nedgang i forskningsaktiviteterne og bliver derved overhalet af servicebrancherne.
I de øvrige nordiske lande er billedet for 2002 mere blandet, idet svensk og norsk erhvervsliv har haft nedgang i forskningsudgifterne. Sverige og Finland opfylder dog stadig Barcelona-målet ved at bruge hhv. godt 4 og 3,5 procent af deres BNP på forskning og udvikling. Danmark er placeret pænt over EU-landenes gennemsnit, mens Norge står noget svagere, primært på grund af det norske erhvervslivs forskningsniveau.
Dansk Center for Forskningsanalyse har publiceret detaljerede oplysninger om den offentlige sektors forskning 2002, se www.forskningsanalyse.dk. Detaljerede oplysninger om erhvervslivets forskning vil blive offentliggjort i april.
Yderligere oplysninger fås hos afdelingsleder, dr. merc. Peter S. Mortensen (tlf: 8942 2397) psm@cfa.au.dk
Dansk
Center for Forskningsanalyse
Aarhus Universitet
Finlandsgade 4
8200 Århus N
Tlf.
8942 2394
Fax 8942 2399